Black Friday

I denne artikel:


Introduktion

I denne artikel giver vi 5 tips til hvordan du kan klargøre din webshop til udsalg, uanset hvilken abonnementspakke du har. Vi tager udgangspunkt i Black Friday, men disse tips kan selvf. også benyttes til andre begivenheder.

Følgende emner kan give inspiration til hvornår denne artikel kan være nyttig for dig og din webshop:

  • Black Friday
  • Cyber Monday
  • Julehandel
  • Mærkedage
  • Januarudsalg og andre udsalgsdage
  • Arrangementer, konkurrencer, lodtrækning mv.

 

1. Nedtælling

Skab momentum omkring begivenheden ved at lægge vores gratis nedtællingsfunktion på din webshop. Du kan med få klik indsætte tælleren med hjælp fra vores guide, som du finder her.

Som med de resterende tips i denne artikel er nedtællingsfunktionen uafhængig af abonnementspakke og kan derfor installeres på alle tværs af alle pakker.

 

2. Billedbannere og landingsside

Sørg for at benytte billedelementet på din shop til, at skabe blikfang og linke til tilbudsprodukterne i en produktkategori til formålet. I kombination med nedtællingsfunktionen intensiveres indtrykket af aktivitet, som demonstreret med timeren ovenfor. Ligesom med rabatterne, så kan visning af billedelementerne styres på dato, så de kun vises i den periode man ønsker.

Bannerne herover har vi lavet med billedredigeringsprogrammet Affinity Photo, der kan erhverves for nogle få hundrede kroner.

Og herunder har vi tegnet med tus på et stykke papir, og fotograferet papiret med mobiltelefonen ved et vindue med meget dagslys. Herefter har vi åbnet billedfilen i Affinity Photo og tilføjet effekten "Gradient Map", der kan bruges til at farvelægge illustrationer med få klik –hhv. første og andet billede:

Hvis du ikke selv har mod på at lave grafikken, kan du evt. rådføre dig med en grafisk designer, eller anden kreativ person i dit netværk. Vi kan også henvise dig til en designpartner hvis du ønsker det.

 

Produktkategori som landingsside

Når vi taler om en landingsside eller "landingpage" i forbindelse med Black Friday, så er det velkomstsiden til dit udsalg, altså oversigten over dine tilbud, der kan være samlet her –det er her besøgende "lander". Ud over aktuelle tilbud kan landingssiden indeholde links til evt. underkategorier, timetilbud og information om særlige mængderabatter osv. Forsiden på din webshop er også en landingsside, men fordelen ved at oprette en side specielt til f.eks. Black Friday er, at du kan linke direkte til begivenheden fra nyhedsbreve og sociale medier mv. samt at søgemaskiner som Google vil kunne indeksere siden, og lade kunder finde frem til dine Black Friday tilbud i deres søgninger.

Den simpleste fremgangsmåde er at oprette en produktkategori med navnet "Black Friday", og tilføje de produkter som du ønsker, skal være en del af begivenheden. Produktkategorier i Hostedshop kan ud over at indeholde produkter, også indeholde en top og bundbeskrivelse, hvor du kan fortælle mere om dit udsalg og indsætte grafik mv.

Som illustreret her, så består kategorisidens indhold af en top- og bundbeskrivelse, med produkterne placeret i midten:

 

Gå ind under Produkter > Produktkategorier og klik på "Opret produktkategori":

  1. Skriv titlen på produktkategorien
  2. Her har vi valgt "Hovedkategori", så kategorien ikke hører til andre kategorier

Husk at klikke på Gem. I sektionen Tilbudskategorier (tip 5 i denne artikel), kan du se hvordan du tilføjer produkter til din nyoprettede kategori. Når du har tilføjet dine produkter, kategoribeskrivelse mv. kan du benytte funktionen Se online i toppen af siden, og her vil du også kunne kopiere linket til evt. nyhedsbreve og sociale medier mv.

TIP: Hvis du ønsker en gennemgang af produkt- og kategori oprettelse fra bunden, så kan vi anbefale vores introduktionsvideo, som du finder på denne side. Du kan også læse mere om at oprette produktkategorier i denne artikel.

 

Indholdsside som landingsside

Du kan også oprette en indholdsside af typen "Tekst" og benytte den som landingsside. I så fald kan du selv organisere sidens indhold og linke til dine tilbudsprodukter og kategorier. Som illustreret her, så har du hele sidens indhold at arbejde med, når du benytter en tekstside. Dertil kan du tilføje et billedelement (et eller flere topbannere), hvis du ønsker det:

 

Gå ind under Webshop > Sider og klik på "Opret side" ud for den sidekategori hvor du ønsker den nye side placeret:

Der ligger lidt mere arbejde i at opsætte en indholdsside som landingsside, end hvis du bruger en kategori til formålet, fordi du selv skal indsætte billeder og links til produkter mv. Derimod har du mere fleksibilitet til at forme indholdet som du ønsker, og linket til din landingsside bliver da også en smule pænere mht. deling i nyhedsbrev og på sociale medier:

Eksempel på link til indholdsside som landingsside: "domæne.../black-friday/"
Eksempel på link til produktkategori som landingsside: "domæne.../shop/9-black-friday/".

Husk at hvis du linker internt i shoppen, f.eks. fra et banner til din Black Friday side, så skal du kun benytte den sidste del af linket ("/shop/9-black-friday/", eller "/black-friday/" mv.) og ikke hele linket med domæne.

  • Du kan læse mere om billedelementer (bannere) og links i denne artikel
  • -og hvis du vil vide mere om billedformater generelt, så læs med her
  • Læs mere om produktkategorier i denne artikel
  • Du kan læse mere om indholdssider i denne artikel

TIP: Indsæt "/shop/?sale" efter dit domæne ("https://domæne.../shop/?sale"), for at lave et link, som linker til alle nedsatte produkter i shoppen. Linket kan også benyttes til dine bannere, på sociale medier osv.

 

3. Timetilbud og mængderabat

Ved at aktivere tidsbegrænsede tilbud f.eks. i slutspurten af en kampagne, kan du skabe ekstra opmærksomhed omkring dit udsalg. Timetilbud kan sættes på det enkelte produkt, og er tilgængeligt uanset hvilken abonnements pakke du har.

Gå ind på det pågældende produkt og klik på sektionen "Priser". Nederst på siden har du rabatlinjer. Klik på det grønne plus-ikon for at oprette en ny rabatlinje, som derefter kan sættes til en periode:

I dette eksempel har vi nedsat produktet med 50% ved 1 stk. for alle varianter, i tidsrummet fra kl. 08:00 til kl. 23:59 samme dag.

  • Antal (min.): Antal bestemmer hvor mange produkter man skal købe for at rabatten slår igennem. Hvis der stod "2" i feltet, ville de 50% først slå igennem ved køb af 2 stk. og dermed fungere som mængderabat.
  • Rabat pr. stk.: Rabatten i procent. Hvis du ønsker at give en rabat i kroner, skal det gøres ovenover på prislinjen.
  • Type: Her kan du vælge om rabatten skal gælde for alle varianter, eller udvalgte varianter. Hvis du ønsker at sætte rabatten på f.eks. 2 ud af tre varianter, så skal du oprette en ekstra rabatlinje og sætte den til den efterfølgende variant, så du i alt har to rabatlinjer der gælder for hver sin variant.
  • Kundetype: Her bestemmer du hvilke kunder rabatten skal gælde for. Du kan vælge imellem alle kunder, kunderabatgruppe, kundegruppe, kunde og gæster (kunder der ikke er logget ind).
  • Valuta: Hvis du har flere valuta i shoppen, kan du styre for hvilken valuta din rabat skal gælde.
  • Periode (fra - til): Her sætter du start og slut dato med tidspunkt, via en kalender dialog.

Det er muligt med flere periodebegrænsede rabatlinjer at skabe en rabattrappe, hvis man ønsker at øge rabatten over et forudbestemt tidsrum, hvor de forskellige rabatlinjer overtager hinandens rabatsats på produktet. I så fald opretter man det antal rabatlinjer man ønsker, sætter rabatten og perioderne så tidspunkterne overtager hinanden.

TIP: Shoppen vil altid forsøge at tilbyde den lavest mulige pris, hvis der er flere rabatter aktiveret på et produkt. Men rabatter kan selvf. være låst til en kundegruppe mv. og i så fald vil en kunde som ikke har adgang til rabatten selvf. ikke få den laveste pris.

 

4. Rabatkoder

Rabatkoder giver mulighed for at interagere med kunder via nyhedsbrev, sociale medier og på tryksager mv. I forbindelse med Black Friday kan man f.eks. lave rabatkoden "BLACK2020" og inkludere den i ordrebekræftelsen, som en loyalitets rabat, og som en måde at skabe momentum på, op til begivenheden. Og fordi der kan fastsættes en gyldighedsperiode, behøver man ikke være bekymret for at koderne kan benyttes efter denne periode. Det er selvf. også muligt at begrænse hvor mange gange en rabatkode kan benyttes.

Du finder rabatkoder under Produkter > Rabatkoder:

Bemærk: Feltet til udløbsdato vises først efter du har oprettet din rabatkode. Start derfor med at udfylde de indledende felter og sæt udløbsdatoen efterfølgende.

  1. Generelt: Her opsætter du rabatkoden med titel (til internt brug), rabatsats, kode (med forskel på store og små bogstaver) osv. Du kan læse mere om felterne her
  2. Vælg produkter: Her kan du vælge hvilke produkter rabatkoden skal omfatte. Hvis du ikke vælger nogen produkter, vil koden gælde for alle produkter i shoppen
  3. Ordrer: Her kan du efterfølgende se hvilke ordrer din rabatkode er benyttet på

Du kan læse mere om de forskellige felter i denne artikel.

Rabatkoden indløses i indkøbskurven og slår herefter igennem med en nye ordrelinje, som vist i dette eksempel:

 

Placering af rabatkode på ordrebekræftelse og andre status e-mails

Gå ind under Indstillinger > E-mailindhold og klik på den ønskede e-mail skabelon. Her har vi indsat rabatkode teksten i bunden af ordrebekræftelsen, men du kan indsætte den hvor du vil, og formatere teksten efter ønske:

Husk at gemme dine ændringer. Du kan enten lave en testordre eller benytte funktionen til forhåndsvisning af e-mail og udskrift templates, hvis du ønsker at se resultatet. Det er selvf. vigtigt at slette teksten igen, når kampagnen er overstået, så kunden ikke går forgæves med en rabatkode.

  • Du kan læse mere om e-mail tekster her
  • Læs mere om rabatkoder i artiklen: Opret rabatkode

 

5. Tilbudskategorier

Hvis du ønsker at tilføje en rabat på alle produkter i en kategori, så kan det gøres med funktionen "Masseopdatering", som du finder i produktkataloget under Produkter > Alle produkter.

  1. Det gøres ved først at vælge den kategori som du ønsker rabatten skal slå igennem på. Hvis du endnu ikke har en kategori til formålet, kan du oprette den under Produkter > Produktkategorier. Herefter skal de enkelte produkter tilføjes som enten primær eller sekundær kategori.
  2. Sæt flueben ud for alle produkter som ønskes tilføjet rabatten (hvis du undlader flueben sættes alle viste produkter i listen. Produkter på en evt. side 2 sættes ikke og heller ikke produkter undladt i evt. søgeresultat)
  3. Klik på masseopdatering og sæt rabatten samt rabattype (beløb/procent) i dialogen. Klik herefter på "Opdater" for at sætte rabatten

Vigtigt: Masseopdatering indsætter rabatten på produktets prislinje, og vil derfor overskrive tidligere rabatter på prislinjen. Eksisterende rabatter angivet på produktets rabatlinje, bliver derimod ikke overskrevet. Og husk at rabatten skal fjernes manuelt, når rabatten ønskes ophævet –dette kan også gøres via masseopdatering (samme procedure som ovenfor), hvor man i så fald sætter rabatfeltet til "0" (nul).

Husk at produkter kan tilføjes sekundære produktkategorier, der efterfølgende kan benyttes til at udføre masseopdateringen. Samtidigt vil man kunne linke til en sådan kategori fra sine bannere på forsiden (se afsnittet om billedelementer længere oppe i artiklen):

I dette eksempel er produktet tilknyttet den sekundære kategori "Black Friday", som gøres med ALT+venstre-klik på PC og OPTION+klik på Mac.

  • Du kan læse mere om at oprette produktkategorier i denne artikel

 

Værd at vide

  • Det er muligt at foretage masseopdatering af rabatter via shoppens import funktion, hvis man f.eks. ønsker at sætte rabat på samtlige produkter i shoppen, uden at skulle tilbyde en rabatkode mv. Denne løsning er af mere teknisk karakter, og kan studeres nærmere i denne artikel.
  • Ved at benytte sektionen Produkter > Salgsrabat og gebyr har du mulighed for at sætte rabatter som stiger med beløbets størrelse, altså en rabat trappe hvor den procentvise rabat stiger med købsbeløbet. Funktionaliteten for salgsrabat og gebyr er afhængig af abonnementspakke, og rabatter sat via salgsrabat er først synlige i indkøbskurven, da de beregnes på kurven.

 

Nøgleord der gør en forskel

  • Betalingsformer: Sørg for at kunne tilbyde populære betalingsmuligheder, der ud over de gængse betalingskort indbefatter MobilePay, MobilePay Checkout og ViaBill. Du kan læse mere generelt omkring online betaling her.
  • Gratis fragt: En måde at få flere til at gøre køb på Black Friday kan være at tilbyde gratis levering. Se mere omkring opsætning af fragtmetoder i denne artikel.
  • Opmærksomhed: Sørg for at holde dine kunder orienteret op til begivenheden via nyhedsbrev, sociale medier, annoncer og evt. rabatkoder på ordrebekræftelsen, som beskrevet længere oppe i denne artikel. Og sørg for at kunderne kan dele de gode tilbud på sociale medier.
  • Lager: Sørg for at have dine udsalgsprodukter på lager, og vis gerne hvis der er få antal tilbage, så kunden har mulighed for at reagere med en handel. Du kan styre visningen af lagerantal på det enkelte produkt under Generelt > Leveringstid. Hvis du har varianter, skal denne indstilling sættes på de enkelte varianter, eller ved at slå overskrivning af varianter til, ud for "Leveringstid" under de generelle indstillinger på produktet –på denne måde kan du "fjernstyre" indstillingen på samtlige varianter fra ét sted, på produktet. Visningen er afhængig af at shoppens overordnede indstilling for visning af leveringstid, er slået til. Gå til Indstillinger > Webshopindstillinger > Produkter > Vis leveringstid for at ændre denne indstilling.

 

Nyttige links